1. og 2. spilledag


1. og 2. spilledag i danmarksturneringen.



En sejr og et nederlag – det blev resultatet for alle 4 hold i danmarksturneringen denne weekend.

I strålende solskin fik 1. holdet lørdag en god lektion i fremragende putting mod Brønderslev som spillede noget virkelig god golf (specielt på green). Vores nye mand på holdet Jens Christian og Nicolai Højgaard leverede de 5 point til Gyttegård og Rasmus gav os det sidste. Flere af matcherne var helt ude på de sidste huller før en afgørelse faldt og med lidt held og dygtighed kunne resultatet være blevet et helt andet. Det var dog ikke ufortjent at vi tabte til Nordjyderne.
Søndag morgen skulle vi så møde Holstebro og efter ½ times tågeudsættelse fik vi gang i foursomes. Det blev måske lidt for spændende men da vi gik til middag stod det 3-3 på scorebordet. Selv om at sejren på 13-5 måske ser overbevisende ud blev alle singlerne først afgjort på hul 18. Heldigvis var det med os som vinderne af 5 af de 6 matcher. Lars slog Martin Amtkjær og var i front fra start til slut. Ronni slog Daniel Løkke (se foto) og blev topscore for Gyttegård med fuldt hus (4 point).



2. holdet kom lidt tungt fra start i 3 division. Horsens kom med den tidligere Gyttegårdspiller Olliver Rasmussen på holdet og han bød Ole Højgård op til dans, en dans som Oliver vandt på hul 18 efter en god match. Kun Simon Hauge formåede at vinde hans match for 2. holdet (med imponerende 5/3) og det blev dermed et solidt nederlag. På 2. dagen stod vi over for Skanderborg som vi sidst spillede mod, om oprykning på Lübker for 2 år siden. Lige som dengang trak Gyttegård sig sejrrigt ud af matchen, som denne gang blev vundet med 8-6.
 



3. holdet som sidste år spillede i kvalifikationsrækken hoppede jo (grundet en fantom sæson) over 5.division og ånder lige nu 2. holdet i nakken i 4. division. Lørdag fortsatte drengene med at imponere og efter at Adam Kamp, James Hillerstrøm, Christian Nicolajsen og foursomen med Kasper Bennedsen og William Nielsen vandt deres matcher, var sejren i hus og det var bare 10-4. Højt at flyve dybt at falde og det lærte holdet søndag hvor det blev til ledt af en overhaling af Vejle der drog hjem med en 1-13 sejr, Kun James fik et enkelt point. Men det er bare op på hesten igen der er ingen tvivl om at der er vilje og kvalitet på vores 3. hold.
 



Damerne havde lørdag besøg af Jelling som nok ikke har det samme at skyde med, som de har haft. Når man så på spillernes hcp. var det en kamp der skulle vindes - og det blev den også. En koncentreret indsats betød en 9-0 sejr til pigerne som dermed fik sig en drømme-debut i 3. division. Nina Enggaard var tilbage på holdet efter en flerårig pause og det blev med en knusende sejr på 8/7 (samme cifre som Ditte Dam Øhlenschlæger vandt med). Søndag var der mere spænding på, da holdet mødte Esbjerg. Desværre trak Esbjerg det længste strå og vi tabte 4/5. Der var dog flere gode takter at spore på holdet og Julie Jørgensen spillede eks. en super match og vandt 5/3


1.000 tak til alle jer der kom og støttede op om vores hold. Vi er stolte over at repræsentere Gyttegård Golfklub og vores største ønske er at I også er stolte af os. Den næste spilleweekend er 17/18 Juni hvor vi kun har en hjemmekamp. Det er lørdag den 17 hvor 1. holdet hjemme tager imod Aalborg.

Det øvrige spille program samt billeder fra weekenden kan findes på gruppen ”Gyttegård Elite” på facebook.

Med venlig hilsen
Kim Fisker